Teknologi i sundhedsvæsenet: Ikke en trussel

Flere ældre borgere og færre til at give pleje og omsorg. Det er nogle af de udfordringer, som velfærdsteknologien fortsat skal søge at løse. Velfærdsteknologien er under fortsat stor udvikling, og løsninger til patienthåndtering har været i rivende udvikling igennem de seneste år.

8. november 2017

Af: Ergoterapeut, Pia Beck

Vi hører jævnligt i medierne om den demografiske udvikling. Men det kan være vanskeligt at gennemskue, hvad det egentligt betyder for pleje- og sundhedssektoren.

Den seneste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik viser, at befolkningsgruppen over 80 år i 2030 vil udgøre 59 pct. flere end i dag, svarende til yderligere 160.000 personer over 80 år. Dette skal ses i sammenhæng med, at hele befolkningen kun forventes at vokse med 3,8 pct. til godt 6.040.000 personer i 2030. Dermed vil de 80+-årige i 2030 udgøre mere end 7 pct. af befolkningen. I dag udgør de 4,7 pct.

Der tegner sig dermed et billede af massive udfordringer på social og sundhedsområdet, og sammenholdt med de store vanskeligheder sektoren har med at fastholde og rekruttere medarbejdere til faget, er der ingen tvivl om, at der er brug for velfærdsteknologiske løsninger til at imødekomme disse udfordringer.

Flere spændende projekter har bragt ny og brugbar viden med sig, og det, der sker nu, er at disse spredte projekter har givet så megen erfaring, at nogle af disse teknologier skal implementeres i større skala i hele landet. De modne velfærdsteknologier har nemlig vist sig at være særdeles brugbare redskaber, der kan sikre ordentlig kvalitet i fremtidens pleje, samtidigt med, at det giver mulighed for at forbedre arbejdsmiljøet betydeligt.

Denne udvikling inden for velfærdsteknologi har stor betydning for sundhedspersonalets arbejde i praksis. Velfærdsteknologi er gået fra at være italesat som en ren spareøvelse til nu at være en nødvendighed, hvis samfundets demografiske udvikling skal kunne håndteres inden for social- og sundhedsområdet.

Implementeres velfærdsteknologi på den rigtige måde, vil borgeren også opleve øgede muligheder for at bevare et selvstændigt liv og højere værdighed i plejesituationen. Dette gøres f.eks., når det er muligt at arbejde 1:1 med borgeren, og dermed skabe mere nærvær og bedre kommunikation, hvilket kan medføre øget livskvalitet.

Velfærdsteknologi må derfor ikke ses som en trussel mod den gode og omsorgsfulde pleje, men skal i stedet opfattes som en mulighed for at forbedre plejen, skabe nærvær og samtidigt skabe bedre arbejdsmiljø.